FOTOGRAFISKE SPOR er titlen på min samling af foto fra forskellige dele af verden, hvor hvert enkelt foto har gennemgået en større eller mindre bearbejdning. Motivet er komponeret i det øjeblik, fotoet er taget, men de enkelte foto er ikke tilføjet udefra kommende elementer. Jeg kan have tilføjet grafiske effekter, eller jeg kan have fremhævet lys og skygge. Mine værker fremstår således som enkelte ‘skud’ med mit kamera, hvor hvert værk har gennemgået en ændring tilpasset det enkelte motiv.
Disse fotografiske spor inspirerer mig senere som materiale til min fotokunst. Men i sporene står indtrykkene alene, mere eller mindre bearbejdet, dog altid med den ide, der var til stede ved optagelsen.
Derimod foretager jeg i kompositioner med min fotokunst omfattende ændringer af de enkelte foto, og detaljer fra mine inspirationskilder i naturen kan anes mere eller mindre tydeligt. Ofte kommer mine fotokunst værker til at minde om genkendelige landskaber, eller de leder til en stemning som måske er oplevet før.